Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

AIKnowIT og Lemvig Vand vil gøre tavs viden levende i vandsektoren

Et samarbejde i Klimatorium Living Lab skal bevare og aktivere den viden, som i dag risikerer at gå tabt, når erfarne medarbejdere forlader vandforsyningerne.

Indhold er hentet

Sammen med AIKnowIT og Klimatorium Living Lab deltager Lemvig Vand i et udviklingssamarbejde, der skal gøre Lemvig Vands medarbejders erfaringer mere tilgængelige – så viden kan deles og bruges på tværs af vandforsyningen. 

Når erfarne medarbejdere skifter job eller går på pension, risikerer vigtig praktisk viden at forsvinde – den viden, der gennem årtier har sikret stabil drift og høj vandkvalitet.

Det er en særlig udfordring i tekniske forsyninger, hvor erfaring, lokalkendskab og menneskelige vurderinger spiller en central rolle, og hvor både private og offentlige vandforsyninger står midt i et generationsskifte. 

Den udfordring har AIKnowIT og Lemvig Vand sat sig for at løse gennem deres fælles projekt i Klimatoriums Living Lab - via Erhvervsfyrtårnet for vandteknologi.

“Bag hver ventil, pumpe og boring ligger årtiers erfaring. Den viden skal ikke forsvinde, men bringes i spil, så vi kan fastholde og udvikle driften, forlænge levetiden på anlæg og sikre en stabil og bæredygtig vandforsyning,” fortæller Peter Eibye, teamleder i Lemvig Vand.

En digital løsning til vandsektoren

AIKnowIT har i snart et år arbejdet med at udvikle en platform, der gør det muligt at indsamle, organisere og dele viden på tværs af medarbejdere og anlæg, og på sigt på tværs af organisationer.

Løsningen er målrettet vandforsyninger, hvor driften ofte er spredt over store geografiske områder, og hvor det kan være svært at fastholde den praktiske viden, der knytter sig til boringer, pumper, ventiler og ledningsnet.

Ved hjælp af geokodning bliver dokumenter, noter, billeder og lydfiler knyttet direkte til de enkelte dele af vandforsyningsnettet eller til bestemte forsyningsområder.

Medarbejdere i felten kan dermed både finde og tilføje viden præcis dér, hvor den skal bruges, og alle får adgang til viden fra flere kilder, som kan være afgørende for at løse konkrete problemer.

AI bruges til at strukturere og præsentere denne viden på en anvendelig måde – fx til fornyelses- og beredskabsplanlægning, til overblik over et forsyningsområde eller til forslag til løsninger på kendte driftsudfordringer.

“Vi vil gøre den menneskelige viden lige så tilgængelig som data. Det handler om at bygge et system, hvor erfaringer ikke forsvinder, men bliver en del af en fælles vidensbank,” fortæller Jan Scheel, Founder i AIKnowIT.

Et levende laboratorium

Samarbejdet mellem AIKnowIT og Lemvig Vand finder sted som en del af fase 2 i Erhvervsfyrtårn for vandteknologi, hvor løsninger testes og videreudvikles i Klimatoriums Living Lab.

“Jeg kendte til Erhvervsfyrtårnet og tog fat i Lars Holmegaard, da vi var klar til at gøre idéen til virkelighed. Klimatorium og Lemvig Vand var hurtigt klar til at støtte op og hjælpe os videre med udviklingssamarbejdet,” fortæller Jan Scheel.

Partnerskabet viser, hvordan en ung startup og en etableret forsyningsvirksomhed kan supplere hinanden og skabe værdi – både for Lemvig Vand og for vandsektoren bredere.

“Det er guld værd for os at arbejde direkte med en forsyningsvirksomhed. Vi får adgang til virkelige data og behov, som gør det muligt at udvikle en løsning, der virker i praksis,” siger Jan Scheel.

Fra erfaring til fælles læring

AIKnowIT har hurtigt erfaret, at teknologien kun skaber værdi, hvis den er enkel at bruge i hverdagen. Derfor er platformen udviklet tæt sammen med Lemvig Vand med afsæt i medarbejdernes arbejdsgange.

Meget af arbejdet i vandforsyningerne foregår i felten – langt fra skrivebord og computer. Løsningen skal derfor være fleksibel, intuitiv og kunne bruges af alle medarbejdere, uanset digitalt niveau.

Med AIKnowITs platform kan medarbejderne tilføje viden direkte fra telefonen som dokumenter, noter, billeder eller lydfiler. På den måde bliver det nemmere at fastholde og dele observationer, mens de sker.

“Det er en stor fordel for os, at vi kan være med til at præge udviklingen helt fra start. Vores medarbejdere kan teste løsningen i praksis og give feedback på, hvad der fungerer i hverdagen - det gør projektet både relevant og brugbart,” siger Peter Eibye, teamleder i Lemvig Vand.

Fælles konference og workshop

Som en del af projektet planlægges nu en åben konference og workshop i Klimatorium den 28. januar 2026, hvor AIKnowIT og Lemvig Vand vil præsentere deres resultater og erfaringer.

Her inviteres vandsektor og kommuner med i dialogen om, hvordan ny teknologi kan bruges til at sikre og aktivere den tavse viden, der er afgørende for fremtidens vandforsyning.

For deltagelse og yderligere information: Kontakt Peter Eibye, teamleder, Lemvig Vand – peto@lvs-as.dk.

Støttet af: