Indhold er hentet
Plastgenanvendelse i den danske vandsektor
Vær med til at skabe nye innovative og bæredygtige produkter til den danske vandsektor og positionér dig som frontløber i den cirkulære økonomi.
Indhold er hentet
I den danske vandsektor bruges der kilometervis af rør og relaterede produkter. Traditionelt fremstilles disse i ny-produceret plast, hvilket både fører til CO₂-udledning og udtømning af jordens ressourcer.
For at tackle denne udfordring lancerer Erhvervsfyrtårn for Vandteknologi projektet "Plastgenanvendelse i den danske vandsektor".
Projektet har som mål at skabe øget fokus på brugen af genanvendt plast i branchen, hvilket ikke blot fremmer bæredygtighed, men også åbner op for nye forretningsmuligheder for små og mellemstore virksomheder.
Bæredygtige løsninger i vandsektoren
Et centralt mål for projektet er at fremstille produkter med så høj en andel af genanvendt plast som muligt, herunder materialer fra fiskenet og andre genanvendte plasttyper. Gennem livscyklusvurderinger (LCA) vil projektet dokumentere de miljømæssige fordele ved produkterne, herunder reduktion af CO₂-udledning sammenlignet med konventionelle løsninger.
For at sikre projektets succes vil brancheaccept og implementering af de udviklede produkter være afgørende. Det tilstræbes, at tre forsyningsselskaber, der ikke er en del af projektet, implementerer de nye løsninger og afgiver ordrer på dem. For at demonstrere produkternes anvendelighed vil de blive installeret i Klimatoriums Living Lab, hvor de kan testes under virkelige forhold og give værdifuld feedback.
Afslutningsvis er formidling af projektets resultater også en vigtig del af strategien. Gennem udstillinger, events, artikler og sociale medier vil projektet aktivt dele sine erfaringer og resultater for at inspirere og engagere både forsyninger, SMV’er og brancheorganisationer.
Innovationsmuligheder for SMV'er
Projektet er en unik mulighed for SMV'er til at deltage i bæredygtige initiativer og positionere sig som frontløbere i den cirkulære økonomi.
Projektet fokuserer på at skabe nye innovative og bæredygtige produkter til den danske vandsektor. Dette inkluderer ikke blot videreudviklingen af fire eksisterende låg, men også identifikation af nye produkter, der kan fremstilles af genanvendt plast. Ved at dokumentere disse produkters styrke og holdbarhed sikrer vi, at de opfylder de strenge krav i branchen.
SMV'er, der deltager i projektet, får en unik mulighed for at bidrage til udviklingen af banebrydende løsninger, som kan transformere deres forretningsmodeller og styrke deres position i markedet.
Vi tilbyder samtidigt støtte til at matche jer med relevante partnere og ressourcer, der kan styrke virksomhedernes innovationskapacitet.
Hvornår og hvordan?
Kontakt projektleder Charlotte Rosenkilde Sørensen på tlf. 51851896 eller mail chro@klimatorium.dk for at høre mere om projektet og hvordan du evt. kan deltage.
Inden deltagelse i projektet, starter vi altid med en indledende samtale, hvor vi afstemmer jeres ønsker og behov. Hvis vi ser mulighed for et samarbejde, hjælper vi jer med at udfylde et ansøgningsskema og får formalia på plads.
Projektet varer fra 2024-2026. Ansøgninger kan indsendes løbende, da vi optager nye deltagere gennem hele projektforløbet.