Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Terrænnært grundvand: Fra udfordring til forretningsmulighed for SMV’er og startups

Terrænnært grundvand presser forsyninger og landbrug – men rummer også potentialet for grøn innovation. Med ny lovgivning og teknisk vand åbner der sig et marked for virksomheder med løsninger.

Indhold er hentet

Det stigende terrænnære grundvand er en voksende udfordring i hele Danmark.

Siden 1988 er grundvandsspejlet steget med mere end en meter – og i områder som Lemvig ligger det nu mindre end en halv meter under terræn året rundt. Det skaber store problemer for både forsyninger og landbrug, men rummer samtidig et enormt potentiale for nye løsninger og grøn innovation.

Sådan indledte Lars Holmegaard, direktør for Klimatorium, sit oplæg ved kickoff-eventet for Water Valley Innovation-forløbet om Miljøfarlige Forurenende Stoffer i Vand, der blev afholdt den 10. september 2025 hos Teknologisk Institut.

En udfordring med højt potentiale

For vandforsyninger betyder det stigende grundvand, at renseanlæggene modtager stadig større mængder vand – ofte rent vand, som ikke burde ende der. Samtidig rammes landbruget af store økonomiske tab, når marker står under vand, og der er risiko for kontaminering af både overflade- og grundvand.

“Vi skal ikke bare udbygge renseanlæg for at rense rent vand. Vi skal tænke helt anderledes," siger Lars Holmegaard, Direktør for Klimatorium.

Men netop her ligger kimen til nye forretningsmuligheder. Som Lars Holmegaard påpeger nemlig, at hvis vi betragter terrænnært grundvand som en ressource i stedet for et problem, åbner der sig et helt nyt marked for danske virksomheder.

Teknisk vand – et nyt marked i støbeskeen

Med den nye lovgivning om teknisk vand, som trådte i kraft i juli, er der skabt et lovgrundlag for at udnytte terrænnært grundvand til industrielle formål – eksempelvis i Power-to-X-produktion. Det betyder, at Danmark nu kan bevæge sig væk fra brugen af drikkevand i industrien og i stedet anvende mere bæredygtige vandkilder.

For SMV’er åbner det døren til at udvikle og levere løsninger inden for:
•    Sensor- og datateknologi til overvågning af grundvand og infrastruktur
•    Filter- og renseteknologier målrettet teknisk vand og mikroforureninger som PFAS og mikroplast
•    Naturbaserede løsninger, der kombinerer klimatilpasning, rensning og rekreative formål
•    Cirkulær anvendelse af materialer, fx genanvendelse af plast i vandinfrastruktur

Living Labs som udviklingsplatform

Klimatorium har i samarbejde med Lemvig Vand etableret et living lab, hvor det terrænnære grundvand bruges som udgangspunkt for test og udvikling. Her arbejdes bl.a. med digitalisering og satellitdata fra ESA’s Copernicus-program, der gør det muligt at måle bevægelser i jorden med millimeterpræcision.

Målet er at skabe et åbent innovationsmiljø, hvor virksomheder kan teste nye teknologier i praksis – fra sensorer til filtermaterialer og naturbaserede løsninger. Allerede nu er over 150 virksomheder koblet på.

Fra viden til værdi

Ifølge Lars Holmegaard handler næste skridt om at koble viden, data og erhvervsliv endnu tættere sammen. Han understreger vigtigheden af at handle på baggrund af den viden, vi allerede har, så udfordringer kan forebygges, før vandet når renseanlæggene – til gavn for både miljø og erhvervsliv.

“Der er faktisk rigtig, rigtig meget erhverv i det her – sensorer, beregninger, anlæg. Det handler bare om at få sat gang i det", siger Lars Holmegaard, Direktør for Klimatorium.

Terrænnært grundvand er således ikke kun en klimatilpasningsudfordring – det er en ny erhvervsmulighed. For de SMV’er, der formår at omsætte teknologisk og naturbaseret innovation til konkrete løsninger, venter et marked med globalt potentiale.

Indhold er hentet

Baggrund

Artiklen er udarbejdet ifm. forløbet: Miljøfarlige Forurenende Stoffer i Vand under programmet Water Valley Innovation – et initiativ under Erhvervsfyrtårnet for Vandteknologi.

Programmet er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Klimatorium – Danmarks Internationale Klimacenter, Clean og Water Valley Denmark og gennemføres som en del af Erhvervsfyrtårn for vandteknologi, støttet af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Støttet af: